KAN DET BETALE SIG AT REPARERE?
- Et meget hyppigt spørgsmål og værd at skrive nogle ord omkring
Dette er ikke en videnskabelig artikel, men 100% baseret på vores egne professionelle erfaringer. En erfaring som er baseret på de medlemmer vi har og de cykler de køber.
ET TÆNKT EKSEMPEL
Vi tager en typisk commutercykel. Fx en aluminiumscykel med 7 indvendige gear og intet fancy. Du har kørt en masse kilometer på den, og den trænger til to nye dæk, krankboks, bremseklodser, kæde, tandhjul og sikkert nogle kabler. Du får et tilbud på 3.000 kr.
DET SKER DER VED NYKØB
Du starter med at bruge 6 -7.000 kr. og ca. 230 kg CO2 på en tilsvarende cykel.
Herefter vil du langsomt opdage, at jo nyere en cykel er, jo flere genveje er der taget i form af billigere komponenter m.m. Også kendt som omkostningsoptimering.
Vi ser dagligt 50 år gamle komponenter, der stadig holder, OG 2 år gamle komponenter af samme art, som allerede er slidt op af almindeligt brug.
Efter et par år på din nye pendlercykel, så har du slidt dine dæk, kæde, tandhjul, bremser, krankbox og nogle kabler ned, og du står med en regning på 3.000 kr.
Og HER kommer du måske i tanke om, at det jo så ikke gjorde nogen forskel, at du købte en ny cykel.
Ja, det er meget groft skitseret. Virkeligheden er ikke så firkantet.
Pointen er, at du ikke sparer penge på at købe en ny cykel. At din nye cykel kræver mindst lige så mange vedligeholdelses-kroner og ofte mere.
JEG ER BARE TRÆT AF DEN CYKEL!
I så fald er det et rigtigt godt tidspunkt at købe en ny cykel på.
Det nytter ikke noget, at du mister din køreglæde ved at fortsætte på en grim cykel, der ikke passer til dine behov og sikkert også er forkert i størrelsen. Så ender du bare med helt at droppe cyklen, og så mister du både flere penge, bruger mere CO2 og dit heldbred vil mangle sin daglige motion.
Til genbrug med den gamle, og så læser du vores artikel om køb af ny cykel.
MIN CYKEL KOSTEDE KUN 2.500 KR. FRA NY
Det er jo ikke uhørt, at nogen køber deres mælk og deres cykel samme sted. Og på samme måde som frysepizza til hvert måltid, så er det faktisk en god forretning - Økonomisk set.
Men det bliver hurtigt en dårlig oplevelse og det er super skidt for miljøet - Fordi du kasserer den når den (ret hurtigt) har store regninger i vedligehold.
Og stedet for reparation, køber en ny magen til. Den manglende rådgivning under købet ender nok også med at betyde, at du køber en cykel, der ikke er god til dine behov og sikkert heller ikke passer dig helt. Så du er ovenikøbet utilfreds med den, og ender nok igen med at købe en ny. Igen.
KONKLUSION
Find dig en cykel, som du har lyst til at beholde resten af livet. DET kan nemlig betale sig på alle parametre.